Her ser vi det "normale". Barnet oplever fra starten, at forældrene har et dobbelt energimønster: Det gamle græske i højre side og det gamle jødiske i venstre side. Og i løbet af opvæksten får barnet 3 spaltninger i bevidstheden - også muskelspændinger i kroppen.

Hvordan undgår vi, at barnet får disse spaltninger?

Den første spaltning hedder alienation. Den handler om at fortrænge underlivet, så man ikke oplever sit JEG her. Underlivet opleves i stedet som noget, som man HAR.


Spaltningen skyldes især, at barnet får en ble på. En traditionel ble presser underlivet
ud i en stilling, hvor musklerne spænder op. Og så kommer der en følelsesmæssig spaltning imellem underliv og bryst. Og via nervetrådene overføres disse muskel-spændinger til hjernen, så der her opstår en tilsvarende spaltning i bevidstheden.

For at undgå det - skal man udskifte ble med noget andet. Man skal bruge nogle strikkede bukser af uforbejdet bomuld og uld. Her har garnet den naturlige olie - og er i stand til at suge tis til sig. Inde i bukserne lægger man et stykke bomuld eller uld, der opsuger det meste tis - og holder på afføringen - og det udskiftes jævnligt med et nyt stykke bomuld eller uld. Engang imellem vasker man bukserne i lunkent vand - der behøves ingen sæbe.

Den anden spaltning hedder reifikation. Nu er barnet 2-4 år gammelt. Barnet identificerer sig med sin ene side - og projicerer den anden side ud på andre og/eller andet.

Årsagen er, at barnet oplever forældrene. Der er en far, der identificerer sig med højre side - og en mor, der identificerer sig med venstre side. Og det gælder for begge forældere, at de er HALVE mennesker (den ene krops-side) - og at de har en bevidsthed om noget (den anden krops-side) udenfor sig selv.

For at undgå at barnet får denne spaltning, er det bedste, at der er flere end to voksne. Barnet trives meget bedre med 3-4 "forældre". Det kan være en lille polyamory familie med 3 kærester - eller mor, far og en bedstemor eller bedstefar. Så vil barnet opleve flere end 2 stivnede bevidstheder hos de voksne.

Alternativt kan man samarbejde med andre, så man jævnligt mødes i en lille "gruppe-familie". Det er en stor fordel, hvis der er flere børn sammen. Hvis der er 2-3-4 børn i nogenlunde samme alders-klasse, klarer børnene sig fantastisk godt uden de voksne.

Generelt er det vigtigt, at børnene følger deres egne krops-signaler. De skal i seng, når de er trætte - ikke når forældrene synes det.

Et barn skal lære at samarbejde med en voksen - ikke adlyde. Det letteste og bedste er, at en voksen fortæller barnet helt præcis, hvad den voksne selv har lyst til - altså ikke tilsidesætter sig selv af hensyn til barnet. Så skal man selvfølgelig ikke opføre sig egoistisk og være ligeglad med andre. Man skal vise barnet, at man er social. Og man skal skabe en relation, hvor der er et samarbejde mellem barn og voksen. Man snakker sammen, som om man er bedste venner.

Den tredje spaltning hedder deperdution. Nu er barnet 8-12 år gammelt. Spaltningen medfører, at barner oplever sit JEG i hjernen - og at kroppen bare er som et redskab. Det opstår i skolen ved hjælp af den såkaldte undervisning - hvor lærerne fylder viden ind i hovedet på børnene.

I 1970'erne skiftede de progressive skoler fra undervisning til læring. Det var allerede helt normalt i amerikanske skoler - og der var flere alternative friskoler i Europa, som havde "filosofier" om sådan en lærnings-proces.

Meget af det blev til proces- og projekt-orienteret undervisning. Læreren valgte et emne, som børnene skulle arbejde med i en måneds tid. Det enkelte barn skulle så mærke efter i sig selv - og finde ud af, hvad barnet allerede vidste - og især, hvad man selv synes, at man nu skulle lære. Og det vigtigste var så selv processen .... altså læringen i stedet for lærerens undervisning.

Læring handler om, at en ny viden skal ligge i forlængelse af den viden, som barnet allerede har. Og barnet skal selv sørge for, at barnets tidligere viden udvikler sig med det nye. På den måde bliver den nye viden noget, som barnet kan bruge til noget - og ikke bare nogle bevidsthed-elementer i hjernen.

Man skal altså sørge for, at krop og hjerne fungerer som noget fælles.

I dag - med deperdutionen - skal kroppen bare "spille" død, mens hjernen udvikler sig.

Rundt om på kloden - i Afrika, Indien, Syd-Amerika - ses skoler, hvor man spørger børnene, hvad de gerne vil lære - og så indretter man sig efter det. De vil gerne lære at lave grønsager, lave mad, sy tøj, spille på et musik-instriment, spille bold, optage video, danse, samarbejde med dyr, læse en interessant bog osv.

De gider ikke læse noget simpelt og kedeligt. Det er meget vigtigt, at der er nogle voksne, der læser interessante bøger for de små. For så opdager børnene, at bøgerne indeholder en stor visdom - og så får børnene langsomt et ønske om, at de selv kan læse sådanne bøger. Man skal derfor have et børne-bibliotek med interessante bøger fulde af visdom. Der skal være begynderbøger - men hurtigt foretrækker børn at skifte til den ægte visdom. Og så er det børnene selv, der styrer deres udvikling i læse-kunsten.

Så nytter det ikke, at der er et skole-skema. For når et barn er begyndt med en bog, kan det være, at barnet bruger hele dagen i 8 dage i træk på at læse bogen .... og kun ind imellem kommer til en voksen - og spørger: "Hvad betyder at score noget?"

Nogle børn kan læse helt perfekt som 5-årig. Andre kan det som 8-årig. Og andre kan det først, når de 10-11 år gamle. Det er ligegyldigt, hvornår det sker. Det er barnet, der styrer processen. I praksis viser det sig, at børnene hjælper hinanden.

Hvordan får vi fri bevidsthed??

Det er helt selvfølgeligt og let for små børn. Det er os voksne, der skal lære det. Den historiske Jesus sagde: " Dem, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det." Måske sagde han det lidt anderledes. Men han var inspireret af indisk bevidsthed. Jesus-bevægelserne var en kobling af jødisk og indisk bevidsthed. Og dengang handlede det om, at Guds rige skulle komme her på Jorden.