Tilbage



Jesus revolution i Californien i begyndelsen af 1970’erne.
Nogle hippier og en præst startede det hele – og det er i dag blevet til en række nye kirke-samfund. Der er lavet en film om, hvordan det startede - og hvad der skete. Den hedder Jesus Revolution.

Filmen demonstrerer 3 problemer, hvor hippierne tog fejl.

1) Der siges hele tiden ”i Jesu navn” - og også ”i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”. Man kan læse i Biblen, at kirkens folk (grækere) allerede fra starten brugte sådanne besværgelser. Man troede (og tror), at det, som man siger, får en særlig kraft, hvis man tilføjer ”i Jesu” navn – eller i andres navne (hvis de altså er guddommelige).

Vi ved, at især grækere omkring år 0 brugte sådanne besværgelser, og at den historiske Jesus tog afstand fra det.

2) I filmen døber man folk. Det er en renselse, hvor fortiden ophører – og hvor man begynder på en fremtid, hvor man er fri for fortidens fejltagelser. Jesus blev selv døbt af Johannes – men tog senere afstand for sådan et ritual. For det dækker over, at man faktisk skal bruge tid og kræfter på at ændre sin bevidsthed. Og filmen viser, at hippierne i 70’erne ikke gjorde det. For dem var det blot en følelsesmæssig forvandling.

Omkring år 0 var der flere lignende grupper, der praktiserede dåb. Og Jesus mente – helt rigtigt – at det skyggede for en egentlig forvandling, hvor man skal arbejde med sin bevidsthed.

3) I filmen ses, at der opstår alle slags sociale problemer, fordi det hele bygger på følelser. Den historiske Jesus kombinerede jødisk og indisk bevidsthed – og underviste i, hvordan man kunne få disse to sæt bevidstheder til at samarbejde. For så medførte det, at man fik en bevidsthed, der gjorde, at man kunne danne kollektiver, der fungerede godt. Denne problemstilling indgår ikke i filmen.

I USA er der stadig i dag sådanne kirker, der startede dengang med en hippie-Jesus-revolution. Men de er gledet tilbage til den traditionelle vestlige kristne opfattelse, hvor man bruger den ene hjernehalvdel til samfund og arbejde – og den anden hjernehalvdel til familie og religion. Og sidstnævnte rummer dåb, besværgelser, mirakler og ritualer samt en indre Jesu-ånd i brystet, som man kan kontakte og få hjælp fra.


Det er selvfølgelig udmærket, at man laver film eller andet om forskellige folkelige bevægelser. Men det er problematisk, at man altid refererer til Jesus, sådan som grækerne - der lavede den "kristne" kirke - gjorde. Her er Jesus en slags troldmand, som stadig lever som en ånd. Man bør også kende til den historiske Jesus, som tog afstand fra den græske bevidsthed, hvor mennesker efter døden kommer op i himlen. Den historiske Jesus koblede jødisk og indisk bevidsthed, hvorved man bliver i stand til at danne velfungerende kollektiver.